Ford fremstiller beskyttelsesudstyr til genåbning af europæiske bilfabrikker

04-05-2020

Ford har igangsat en stor produktion af beskyttelsesudstyr til virksomhedens egne medarbejdere for at sikre dem bedst muligt mod smittefare. Det sker i forbindelse med, at Fords europæiske fabrikker i dag genoptager bilproduktionen efter at have været lukket midlertidigt ned siden den 19. marts som følge af COVID-19.

Egenproduktionen af personligt beskyttelsesudstyr omfatter både ansigtsmasker og –visirer til Fords medarbejdere på samlefabrikkerne i Tyskland, Storbritannien, Spanien og Rumænien. 

Egenproduktionen er igangsat for at mindske den allerede store globale efterspørgsel på udstyr, der beskytter mod smitte fra COVID-19.

”Vi ønsker bedst muligt at forberede vores fabrikker og beskytte vores medarbejdere mod COVID-19 – uden at det går ud over udbuddet af personligt beskyttelsesudstyr til alle dem, der kæmper i frontlinjen mod coronavirussen,” udtaler Rene Wolf, Director of Manufacturing hos Ford Europa.


Dækker eget behov med europæisk produktion
Ford planlægger at producere personligt beskyttelsesudstyr i Europa, der er nok til at dække behovet blandt alle virksomhedens europæiske medarbejdere. Sammen med en stor egenproduktion af beskyttelsesudstyr i USA vil dette også dække behovet for Fords medarbejdere på globalt plan.

Virksomhedens samlefabrik i Dunton i Storbritannien har for nyligt installeret to nye specialbyggede maskiner, der er i stand til at producere mellem 60 og 90 ansigtsmasker i minuttet. Tre arbejdsskift bestående af 10 medarbejdere hver arbejder i døgndrift for at fremstille dette antal.

”Vores medarbejdere har gjort en stor indsats for at få produktionen af ansigtsmasker til at gå så hurtigt som muligt. Vi har fået produktionsmaskinerne leveret fra Kina på rekordtid med hjælp fra Ford Kina,” forklarer Chris White, der er Ford Europas ansvarlige for Dunton Technical Centre.

I Tyskland vil ansigtsvisirer for hele regionen blive produceret på Fords Rapid Prototyping Centre i Merkenich uden for Køln. Her anvender medarbejderne eksisterende maskiner til at producere op til 5000 ansigtsvisirer om dagen.

Også på samlefabrikken i Valencia i Spanien producerer Ford ansigtsvisirer. Her anvender man 3D-printere til at fremstille 300 af slagsen om dagen, og allerede 5500 visirer er her blevet doneret til medicinsk personale. Yderligere 1500 ansigtsvisirer vil blive doneret, hvorefter Ford vil begynde at producere dem til egen brug blandt fabrikkens medarbejdere.

Derudover producerer Ford også ansigtsvisirer på samlefabrikken i Craiova i Rumænien. Her står 10.000 af slagsen allerede klar og venter på tilladelse fra de rumænske myndigheder, så de kan doneres til sygehuse og andre institutioner, der mangler beskyttelsesudstyr.


Mere end 10 millioner ansigtsvisirer produceret
Som et led i Fords globale initiativ Project Apollo producerer Ford også beskyttelsesudstyr til sundhedsarbejdere på både lokalt og nationalt plan i forskellige lande. Ford har eksempelvis allerede fremstillet mere end 10 millioner ansigtsvisirer til sundhedsarbejdere i USA.

Derudover har Ford også igangsat forskellige initiativer i kampen mod COVID-19, der bl.a. omfatter en global velgørenhedsindsamling og kontaktløs service hos alle Fords danske forhandlere.



Følg Ford på Mynewsdesk – Facebook – Ford.dk


Kontakt osSe flere nyhederGå til MyNewsDesk

Nyheder og events

Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Gunner Due Biler A/S

Nyheder og events

Se nyheder fra Gunner Due Biler A/S